banner

Realkompetencevurdering


Realkompetencevurdering kan anerkende din viden og dine erfaringer

I en realkompetencevurdering kan du få vurderet det, du har lært i kurser og uddannelsesforløb samt i arbejds- og fritidslivet.

  • Opfylder du ikke de formelle adgangskrav men har viden og erfaringer, der kan sidestilles hermed?
  • Har du viden og erfaring som svarer til det, man skal lære på dele af eller en hel uddannelse?

... Så er realkompetencevurdering (RKV) måske en mulighed for dig.

Hvad er realkompetence?

Realkompetence er din samlede mængde af viden, færdigheder og kompetencer, uanset hvor og hvordan du har erhvervet dem. Det betyder, at du har mulighed for at få anerkendelse for det, du har lært f.eks. ved organisatorisk arbejde, udviklingsprojekter, tillidshverv, frivilligt arbejde, på kurser og i anden uddannelsessammenhæng.

Bliv optaget på studiet med et adgangsbevis

En realkompetencevurdering som adgang til en uddannelse er en systematisk vurdering af, om din viden, færdigheder og kompetencer lever op til de krav, der er til optagelse på en given uddannelse.

Vurderingen kan både foretages i forhold til kravet om uddannelsesniveau ved optag, og kravet om at man mindst skal have 2 års erhvervserfaring. Hvis vurderingen er positiv, udsteder uddannelsesinstitutionen et adgangsbevis, der er gyldigt i hele landet.

En adgangsvurdering er gratis.

Få bevis på din viden og dine færdigheder

I realkompetencevuringen for fagmoduler vurderes det om din viden, færdigheder og kompetencer lever op til målene for et eller flere fagmoduler på en specifik akademi- eller diplomuddannelse. Får du en positiv vurdering, får du udstedt et kompetencebevis for det eller de specifikke fagmoduler.

En vurdering er gratis, hvis dit uddannelsesmæssige niveau ikke overstiger en erhvervsuddannelse. Har du et højere uddannelsesmæssigt niveau, er prisen for en kompetencevurdering 2.800 kr. for et 10 ECTS-pointmodul og 1.900 kr. for et 5 ECTS-pointmodul.

Få et uddannelsesbevis

I realkompetencevurderingen til en uddannelse vurderes det om din viden, færdigheder og kompetencer lever op til målene for afgangsprojektet. Vurderes ansøgningen positiv, udstedes et uddannelsesbevis.

Realkompetencevurdering til et uddannelsesbevis koster 5.200 kr. Vurderingen er gratis, hvis dit højeste uddannelsesniveau er en erhvervsuddannelse. 

Mere information og vejledning

Du kan læse mere i loven om realkompetencevurdering.

Har du lyst til at høre mere om realkompetencevurdering, eller ønsker du at iværksætte et forløb, så kontakt RKV-koordinator, som du finder her på siden.