banner

Janets nominering


I løbet af foråret har EAL-studerende haft mulighed for at indstille deres praktikophold til Årets EAL Praktik 2016/17. Blandt de fem nominerede der er gået videre til finalen, finder vi virksomheden Flensted Snitgrønt A/S

- Jeg har været en del af holdet fra starten og føler, at jeg har kunne bidrage med ny viden og energi. Der er plads til, at mine ideer og tanker bliver hørt i en ellers travl hverdag i virksomheden.

Sådan indleder procesteknolog-studerende Janet Skovgaard Pedersen sin indstilling af sin praktikvirksomhed Flensted Snitgrønt. Janet er i foråret i praktik i virksomheden i Skovlund, og for Janet har praktikopholdet været så god en oplevelse, at hun har indstillet virksomheden til Årets EAL Praktik.

- Vi er naturligvis rigtig stolte for at være nomineret til Årets EAL Praktik 2016/2017. Vi finder det vigtigt at støtte op om gode, relevante uddannelser, hvor vi også ser de studerende som fremtidige potentielle medarbejdere hos. Janet er et godt eksempel herpå. Hun har udført et fremragende stykke arbejde og gjort det nemt at være praktik-virksomhed, siger Lene Rasmussen, adm. direktør i Flensted Food Group.

Faglighed og gå-på mod

Janet har haft god mulighed for at bringe sin viden fra uddannelsen i spil under sin praktik

- Det er en fornøjelse at have Janet i praktik. Janet er kommet med et nyt og inspirerende pust udefra, som vi har kunnet bruge i vores produktion. Janet bidrager med hendes faglige baggrund fra fødevarebranchen, og anskuer de produktionstekniske udfordringer fra en anden vinkel. Janet er samtidig meget involveret og styrende i implementering af den nye LEAN-kultur og MRP system (Material Requirement Planning), som Flensted er ved at implementere i virksomheden, og det har givet hende en stor berøringsflade til gavn for både Janet og Flensted.