banner

Lines nominering


I løbet af foråret har EAL-studerende haft mulighed for at indstille deres praktikophold til Årets EAL Praktik 2016/17. Blandt de fem nominerede der er gået videre til finalen, finder vi Skovbjerg Dyrlæge Team

- Jeg har altid oplevet, at der har været tid til spørgsmål, og jeg har været inddraget godt i virksomheden lige fra første dag.

Sådan skriver jordbrugsteknolog-studerende Line Christensen i sin indstilling af sin praktikvirksomhed Skovbjerg Dyrlæge Team. For Line har praktikopholdet været så god en oplevelse, at hun har indstillet virksomheden til Årets EAL Praktik.

- Mit praktikforløb hos Skovbjerg Dyrlæge Team har udviklet mig meget fagligt i forhold til arbejdet med kvæg men også på det personlige plan, har jeg udviklet mig meget. Jeg har lært mig selv bedre at kende, ligesom jeg har lært at følge min mavefornemmelse og være stolt af mine resultater, fortsætter Line.

Hos Skovbjerg Dyrlæge Team glæder man sig over nomineringen.

- Det er en stor ære, at være blandt de 5 sidste nominerede. Desuden er vi stolte over, at Line har set det som en mulighed at nominere vores arbejdsplads, siger Anne Skovbjerg, ejer af Skovbjerg Dyrlæge Team.

Jordbrugsteknolog gav nye muligheder for dyrlæge teamet

Skovbjerg Dyrlæge Team har ikke andre jordbrugsteknologer i teamet. På den måde har Lines praktikforløb været skruet anderledes sammen, og opgaverne er blevet skabt undervejs. Men det har givet dyrlæge teamet en ny ressource, som de har haft gavn af under praktikforløbet.

- Det har været muligt for os, at tilbyde vores kunder et mere dybdegående rådgivningsforløb med aktiv opfølgning på kalvesundhed, fordi vi har haft Line og hendes ekspertise til rådighed. Det er mit indtryk, at Line har rykket sig rigtig meget på rådgivningsfronten, men også personligt – hun er blevet udfordret på den gode måde, siger Anne Skovbjerg.