banner

Uopfordret praktiksøgning


Det er ikke sikkert at den praktikplads, du drømmer allermest om bliver slået op. Derfor kan det være en idé, at du griber din praktiksøgning anderledes an og laver en uopfordret ansøgning i stedet. Det er hårdt arbejde, sammenlignet med at søge en stilling der er slået op på forhånd. Men til gengæld er konkurrencen ikke så stor, fordi der ikke er 250 andre, der søger samme stilling.

Når du har foretaget din virksomhedssøgning, vælger du nogle stykker ud, som du researcher grundigt. På Erhvervsakademiet Lillebælts eget bibliotek der er placeret på Seebladsgade 1 i Odense, kan du få hjælp til informationssøgning og adgang til forskellige virksomhedsdatabaser. 

Nu kan du begynde at researche lidt mere detaljeret for at finde ud af, hvad virksomheden præcist arbejder med. Hvilke afdelinger har den? (fagligt og måske geografisk) Og det allervigtigste: Hvor i virksomheden har de brug for netop dig med netop dine kompetencer?

Endelig tager du dit brutto-CV, hvor du skrev alt, hvad du havde lavet, og det skærer du til, så kun det indhold, der er relevant for netop denne virksomhed er med. I din målrettede ansøgning skriver du så, hvordan du vil bringe dét, du har beskrevet i CV’et i spil i netop denne virksomhed. Hvad er det for opgaver, du kan løse for virksomheden? Og hvorfor kan netop du løse dem?

Husk at virksomheden ikke ved, at de har brug for en praktikant. Det skal du fortælle dem, og du skal fortælle dem, hvorfor det skal være lige netop dig.

På de følgende links finder du en masse oplysninger om den uopfordrede praktik- og jobsøgning:

Uopfordret jobsøgning på ca.dk

Uopfordret ansøgning på karrierevejviser.dk

Værktøj til uopfordrede ansøgninger på jobindex.dk