PROJEKT: DELT VÆRTSKAB

Delt værtskab handler om at skabe godt værtskab i en by, en destination, et land. Mange hoteller, attraktioner, museer og transportselskaber er dygtige til at yde god service. Udfordringen er at skabe sammenhæng i et større geografisk område og involvere destinationens parter, så alle kan se en mening og i fællesskab skabe værdi.  

Faktum er, at landets turister mener, at Danmark er for dyr, og at servicen er utilstrækkelig.  Turisterne får simpelthen ikke valuta for pengene. Gennem praksisnære projekter arbejder vi på at udvikle værktøjer og modeller til, hvordan man yder godt værtskab på tværs i større geografiske sammenhænge.

Samarbejdspartnerne er primært private turismevirksomheder, museer, attraktioner og turismeorganisationer. Vi er klar til at starte undervisningsprojekter med Visit Kerteminde, Tinderbox m.fl. og har allerede afprøvet Delt Værtskab på Harry Potter-festivalen.

 

CASEN

Vi har igangsat et større eksperiment med fokus på at optimere Delt værtskab i Nyborg kommune. Nyborg Slot står foran en flercifret millioninvestering, som skal komme hele byen til gode i form af flere oplevelser, længere åbningstider og bedre infrastruktur. Initiativer, der tilsammen kan skabe vækst og flere arbejdspladser. At få bredt værtskabstanken ud til alle sker imidlertid ikke fra den ene dag til den anden, men forudsætter holdningsbearbejdelse og samarbejde på tværs.

Indsatsen sker i samarbejde med studerende, kommunen, detailhandlen og turismevirksomheder. Vi har haft to studerende i praktik, som med afsæt i deres eget koncept 'Happy` stod bag peptalks og andre 'begejstringssmittende' aktiviteter for detailhandlen i Nyborg.

 

PÅ VEJ MOD DESTINATION INKLUSION

Værtskabsprojekter er ikke nye, men ingen har endnu fundet nøglen til svaret på, hvordan alle på en destination tager værtskabsrollen på sig og føler ejerskab. Det nye er, at vi arbejder med værtskab for en større gruppe, hvor helhed og sammenhængskraft er i fokus. Samarbejdspartnere er ikke nødvendigvis turismens traditionelle partnere - attraktioner, overnatning, bespisning og transport, men omfatter alle, som områdets gæster kan komme i kontakt med under et ophold.

Succesen er i hus, hvis vi gennem delt værtskab kan nå højere op på det barometer, der måler Danmarks service- og oplevelsesniveau.

På længere sigt har vi som mål at gøre turismens delte værtskabsmodel gangbar i andre brancher, blandt andet inden for sundhedsverdenen.

Tanken er, at projekt Delt værtskab skal munde ud i en Erhvervs Ph.D.

 

Uddannelser inden for turisme og events er af nyere dato, og for både studerende og virksomheder er der god mulighed for viden og erfaringsudveksling. De studerende fordyber sig og kan være med til at skabe deres kommende arbejdspladser. Virksomhederne får adgang til ny viden.  De får hjælp til løsning af konkrete problemstillinger og får mulighed for at sætte præg på uddannelsen.

Underviserne udvider deres netværk og får større kendskab til branchen og dens problemstillinger. Det skaber den bedste grobund for ny inspiration.

Vi samarbejder på tværs af uddannelsesmiljøer i EAL og universitetsmiljøer. Ved at koble forskningen, brydes barrierer ned i uddannelsessektoren, så vi i højere grad kan bruge hinanden og blive skarpere på, hvad vi hver især kan byde ind med.