LAD OS GØRE TINGENE PÅ EN SMARTERE MÅDE

Hvad skal man med et badeværelse på 12 m2 i en lejlighed for demente? I dag er der krav om stort badeværelse i alle plejeboliger, men det er overflødigt, når de demente ikke selv kan tage bad. Måske skal man overveje at fjerne enkeltbadeværelser og i stedet bygge store lækre badeområder med wellness-lignende faciliteter, behageligt lys og god stemning?

Sådan har de gjort i Holland. Af hollændernes tilgang til demente kan vi også lære at tænke helhedsorientering og omsorg i alt, hvad vi laver. I Danmark er der en tendens til at putte folk i kasser, isolere dem og tænke for meget i sygdom. I Holland går ingen i uniform, og vi lagde også mærke til, at personalet drak kaffe ude på gangen. Der var ingen særlige personalekaffestuer. Måske er de ikke så langt som os, hvad angår teknologi. Til gengæld er deres tilgang til værdien for den enkelte borger værd at efterleve. Vi anbefaler derfor, at vi støver de gamle og lidt 70'er flippede dyder af og via teknologi gør tingene på en smartere måde.

Den tværfaglige dimension er afgørende, når vi tænker helhedsløsninger. Vi skal involvere Medie og IT og de sundhedsfaglige uddannelser, så vi i højere grad har fokus på plejefilosofi og livserfaringer for at skabe tryghed og genkendelighed. Det har stor betydning for at lykkes med et byggeri, hvor folk vælger at flytte ind, før det bliver nødvendigt.