Projekt: Delt værtskab

Delt værtskab handler om at skabe godt værtskab i en by, en destination, et land. Mange hoteller, attraktioner, museer og transportselskaber er dygtige til at yde god service. Udfordringen er at skabe sammenhæng i et større geografisk område og involvere destinationens parter, så alle kan se en mening og i fællesskab skabe værdi.  

Faktum er, at landets turister mener, at Danmark er for dyr, og at servicen er utilstrækkelig.  Turisterne får simpelthen ikke valuta for pengene. Gennem praksisnære projekter arbejder vi på at udvikle værktøjer og modeller til, hvordan man yder godt værtskab på tværs i større geografiske sammenhænge.

Samarbejdspartnerne er primært private turismevirksomheder, museer, attraktioner og turismeorganisationer. Vi er klar til at starte undervisningsprojekter med Visit Kerteminde, Tinderbox m.fl. og har allerede afprøvet Delt Værtskab på Harry Potter-festivalen.

Casen

Vi har igangsat et større eksperiment med fokus på at optimere Delt værtskab i Nyborg kommune. Nyborg Slot står foran en flercifret millioninvestering, som skal komme hele byen til gode i form af flere oplevelser, længere åbningstider og bedre infrastruktur. Initiativer, der tilsammen kan skabe vækst og flere arbejdspladser. At få bredt værtskabstanken ud til alle sker imidlertid ikke fra den ene dag til den anden, men forudsætter holdningsbearbejdelse og samarbejde på tværs.

Indsatsen sker i samarbejde med studerende, kommunen, detailhandlen og turismevirksomheder. Vi har haft to studerende i praktik, som med afsæt i deres eget koncept 'Happy` stod bag peptalks og andre 'begejstringssmittende' aktiviteter for detailhandlen i Nyborg.