Før InnoEvent: OUH har store forventninger

InnoEvent blev søsat af Erhvervsakademiet Lillebælt tilbage i 2010, og i 2012 blev UCL inviteret med i eventen. Under InnoEvent mødes 500-600 studerende fra it-, medie-, marketing- og sundhedsfaglige uddannelser med ledere og fagpersoner fra OUH, og målet er at udvikle innovative, teknologiske løsninger til sundhedssektoren.

Odense Universitetshospital er begejstret for det samarbejde, man har med Erhvervsakademiet Lillebælt og UCL om InnoEvent.

- Det smitter af på OUH’s personale, at vi deltager i InnoEvent. De afdelinger, der har været med i flere år, er begyndt at sætte flere innovative projekter i gang, siger Claus Duedal Pedersen, chefkonsulent for Center for Innovativ Medicinsk Teknologi, OUH.

- Vi har haft ph.d’ere med, som er blevet inspireret til forskningsprojekter efter at have deltaget på InnoEvent, fortæller han.

Studerende giver værdifulde input til OUH
I år er temaet Nyt OUH. Byggeriet af et nyt universitetshospital giver udfordringer og nye muligheder. Derfor kan en uge i selskab med kreative og nytænkende studerende give værdifulde input for OUH.

- Vi har mulighed for at få et helhedssyn på vores problemstillinger, når studerende fra erhvervsakademiet og UCL sættes sammen, siger Claus Duedal Pedersen.

- UCL’s studerende har en sundhedsfaglig indgangsvinkel, mens erhvervsakademiets studerende har en forståelse for tekniske løsninger med deres baggrund inden for mange forskellige it-uddannelser.

Michael Lundorff-Hansen, Uddannelseschef for Multimedie og IT på Erhvervsakademiet, deler begejstringen for det tvær-institutionelle samarbejde.

- Jeg tror, det er en styrke for os, at vi får vist, hvad vi kan sammen, hvis vi gerne vil være med til at gøre Odense til et interessant område for udvikling af velfærdsteknologi.

OUH: InnoEvent er også en investering i fremtiden
De studerende bliver sat sammen i tværfaglige grupper, som skal arbejde inden for et af seks temaer.

Temaerne kan både ses fra patient-, personale- og pårørendeperspektiv. De handler om alt fra for tidligt fødte børn over kræft- og diabetessygdom til de overvejelser det giver, at Nyt OUH har færre sengepladser.

OUH håber naturligvis på inspirerende løsningsforslag, men deltagelsen i InnoEvent handler om meget mere end det.

- Vi deltager også i InnoEvent, fordi vi gerne vil tiltrække de bedste medarbejdere ved at vise, at vi er en spændende arbejdsplads. Og så håber vi, at vi via InnoEvent kan være med til at gøre vores kommende medarbejdere lidt skarpere på at tænke innovativt, siger Claus Duedal Pedersen.

Fakta om InnoEvent
InnoEvent finder sted i dagene 10.-15. marts på Erhvervsakademiet Lillebælt, Munkebjergvej 130, 5230 Odense M.

Odenses by- og kulturrådmand Jane Jegind åbner InnoEvent på mandag. I sin tale vil hun sætte fokus på vækst og erhvervsmål.

InnoEvent får besøg af en delegation fra Tampere i Finland. 15-20 deltagere fra finske uddannelser og sygehuse kommer for at opleve, hvordan et sygehus er omdrejningspunktet for en innovationsuge.

I Tampere, Finland, har man ladet sig inspirere af InnoEvent i Odense og lavet en finsk pendant.

InnoEvent har en vision om at skabe et Innoevent i hver af Odenses Nordiske venskabsbyer - denne mulighed diskuteres for øjeblikket med Nordisk Råd.