Hele verden for dine fødder

26 af verdens førende universiteter var rejst til Danmark og besøgte sammen med messen EDU Days Erhvervsakademiet Lillebælt for at tiltrække studerende, der ønsker udfordringer og udlandseventyr med et semester på et udenlandsk universitet i forbindelse med deres studie.

Messen foregik på Nonnebakken i salen, hvor de besøgende kunne gå rundt mellem de forskellige stande og få en snak med repræsentanter fra universiteterne. Hele dagen igennem var der foredrag, hvor de enkelte universiteter præsenterede deres tilbud. Herudover var det muligt at deltage i oplæg, der omhandlede alt det praktiske i forbindelse med udlandsophold. Fx hvordan man søger legater og hvordan EDU kan hjælpe. Erhvervsakademiets egen internationale studievejleder Lars Høst Madsen holdt også oplæg, hvor han opfordrede de studerende til at gribe muligheden for at komme ud og opleve verden, mens man studerer.