Jo mere du ved, jo mere…

'Jo mere du ved, jo mere finder du ud af, du ikke ved.’

Sådan beskriver Aron Lena, hvad det giver ham at tage en overbygning til sin uddannelse som laborant. Den 24-årige studerende er tredje årgang af studerende på professionsbacheloruddannelsen i Laboratorie-, fødevare- og procesteknologi på Erhvervsakademiet Lillebælt i Odense, hvor Aron Lena har valgt at specialisere sig inden for området laboratorieteknologi.

- Jeg vil absolut anbefale at tage den uddannelse. Jeg er meget bedre rustet end før. At tage uddannelsen gør mig teoretisk stærk, og det udfordrer mig, lyder det fra Aron Lena, hvis interesse for fagområdet opstod under hans tid som studentermedhjælper i et biotekfirma.

På overbygningen spænder fagene bredt. De er virksomhedsprægede og handler bl.a. om organisation og ledelse. Altså om hvad det vil sige at være leder, og hvordan man tackler lederfunktionen i små og store virksomheder. Disse fag adskiller sig meget fra fagene indenfor det naturvidenskabelige område.

- Vi skal selv finde kilder, der er pålidelige, og opbygge projekter. Jeg kan godt lide at have ansvar for egen læring, siger Aron Lena. Han fremhæver faget videnskabsteori, som er meget abstrakt, og hvor de studerende skal tænke i større sammenhænge og gøre brug af kildekritik.

Aron Lena skal i slutningen af uddannelsen i praktik på det kemiske institut ved Massay University, New Zealand. Praktikopholdet strækker sig over seks måneder, hvoraf han de sidste tre måneder skriver sin afsluttende opgave. Han venter sig meget af praktikken i New Zealand og er spændt på, hvordan det bliver, at alle fagudtryk vil være på engelsk.

Når Aron Lena er færdig med sin professionsbacheloruddannelse overvejer han at læse videre til cand. scient. tech. i Produktion på Aalborg Universitet – en kandidatuddannelse som professionsbachelorer i Laboratorie-, fødevare- og procesteknologi har direkte adgang til.