Jordbrugsstudie gav fede jobs

24-årige Rik Kool er rigtig glad for sin uddannelse. I februar 2014 blev han uddannet Professionsbachelor i Jordbrugsvirksomhed fra Erhvervsakademiet Lillebælt - en overbygning til uddannelsen som jordbrugsteknolog.

Den praktiske tilgang i undervisningen tiltaler i høj grad Rik Kool. - Jeg lærte kobling mellem teori og praksis, og det er rigtig godt. Vi satte vores egen dagsorden og fik frie tøjler i forhold til, hvad vi gerne ville vide mere om. Undervisningen dannede tit grundlag for emnet, vi gerne ville blive klogere på i et projekt, siger professionsbacheloren.

Langt størstedelen af de opgaver, Rik Kool udarbejdede under sin studietid på erhvervsakademiet, blev skrevet i tilknytning til en virksomhed, ligesom han i løbet af uddannelsen også var i Zambia på vegne af en gruppe investorer med henblik på at undersøge muligheden for landbrugsvirksomhed i landet.

Rik Kool kommer fra et kvægbrug og har været med ude i stalden fra barnsben af. Som voksen er interessen for kvæg stadig stor og blevet en del af hans levevej.

- Jeg har de fedeste jobs, lyder det fra 24-årige Rik Kool, som er en travl ung mand med jobs i flere lande. 25 timer om ugen arbejder han som kvægkonsulent ved rådgivningsvirksomheden Centrovice i Vissenbjerg med et forholdsvis stort ansvar og tilknyttet virksomhedens udviklingsafdeling, hvor han er med til at udvikle fremtidens kvægafdeling og fynsk kvægbrug. Derudover arbejder Rik Kool i Ukraine som projektleder for Danosha, hvor han skal hjælpe med at bygge en malkeproduktion op fra bunden, og i Polen og Rusland, hvor han er supervisor på øvrige kvæginteresser i Axzon A/S.

Og endeligt har Rik Kool i et halvt år undervist i kvæg og mink på erhvervsakademiets uddannelser beliggende på Dalum Landbrugsskole, hvilket var sjovt og lærerigt, selvom han lige skulle vænne sig til kun at være omkring et år ældre end de studerende.