Studerende produktudvikler drone

Siden februar 2014 har Knud Kjer Simonsen, Martynas Ubartas og Thomas Egmont Bagge Henriksen - tre studerende fra Pba. i Produktudvikling og teknisk integration på Erhvervsakademiet Lillebælt - arbejdet på at udvikle en drone for virksomheden Blue Ocean Robotics.
Dronen har til formål at hjælpe landmænd og kvægavlere med at lokalisere køer, der går på store græsarealer, via en chip, der kommunikerer med dronen. Udover at hjælpe de danske landmænd og kvægavlere, er der også et stort eksportpotentiale i løsningen.

Forretningsplaner og innovationsprojekt

Forinden produktudviklingen, som er en del af deres professionsbacheloropgave, har de tre engagerede studerende været igennem et forløb, hvor de skulle udarbejde forretnings- og samarbejdsplaner samt lave et innovationsprojekt. I innovationsprojektet lavede Knud, Martynas og Thomas stor research på, hvordan droner kan bruges, og hvordan de kan benyttes udenfor det militære felt. Projektet blev fulgt op af en konceptudviklingsfase, der foregik i samarbejde med Blue Ocean Robotics.

Dronen er, udover Blue Ocean Robitics, blevet præsenteret for kvægavler Jytte Schaldemose, der kan se et stort potentiale i løsningen, som sparer meget tid for landmænd og kvægavlere.

I forlængelse af projektet starter de tre studerende deres egen virksomhed.

Se mere i DR’s indslag om dronen:

http://www.dr.dk/Nyheder/Indland/2014/06/02/165538.htm