SWAP AMOK

SWAP AMOK er en event i tøjbytteriets tegn, hvor man som besøgende kan medbringe det tøj, som man ikke længere bruger. Til gengæld for det aflagte tøj kan man frit vælge en tilsvarende mængde i DOK5000. Man bytter gammelt til nyt gammelt.

Med dette koncept har de studerende tilsyneladende ramt rigtigt. Festivalen, der løber fra tirsdag til fredag i uge 8, har dagligt haft over 200 besøgende, der har opnået stor glæde af eventen.

Børnehaveklasselærer Majbritt Johansen er én af dem:
- Jeg synes det er helt fantastisk, at man i stedet for bare at klippe det i stykker og smide det ud på lossepladsen, at andre folk kan få brug for det, man ikke selv har været så god til at gå med.

Klare formål med SWAP AMOK

De studerende har klare formål med byttefestivalen. Udover at donere alt overskydende tøj til Røde Kors skal holdet nemlig skaffe penge nok til at kunne komme til Las Vegas, hvor de skal aflevere en rapport på byens højeste bygning. Rapporten skal indeholde en beskrivelse af, hvordan det lykkedes dem at komme til Las Vegas.

SWAP AMOK vil formentlig ikke kunne indsamle alle pengene, men så er det godt, at de innovative iværksættere har flere events på programmet.

Se mere om SWAP AMOK på Facebook her.

Se indslag på tv2fyn.dk om SWAP AMOK her.