Kvinder og biler

Handelsøkonom-studerende Louise Stentebjerg i Tegllunds biludstilling i Vejle

Det er dog ikke noget der har påvirket handelsøkonom-studerende Louise Stentebjerg fra Erhvervsakademiet Lillebælt i Vejle.

I dette efterår er Louise nemlig startet i praktik i et af Danmarks største bilhuse, Tegllund A/S, der har deres hovedafdeling i Vejle. Her arbejder Louise primært i erhvervsafdelingens kontor, men hun prøver også kræfter med det mere direkte salg af både biler og tilbehør.

Louise har siden hun var barn været præget af sin fars store interesse for biler, og de bruger stadig en del tid på at pudse på deres biler sammen. Derfor er det slet ikke så mærkeligt for Louise at skulle være en del af bilbranchen, faktisk kan hun ikke komme i tanke om et bedre match.

Størrelsen er ikke altid afgørende

Det kommer næppe som en overraskelse at det ikke vrimler med kvinder i bilbranchen. Beskæftigelsestal for branchen har vist at det i 2014 kun var hver tiende beskæftigede i branchen der var kvinde. Louise er dog ikke i tvivl om, at hun som kvinde og med sin faglige baggrund kan skubbe til en branche som ellers er kendt for at være mandsdomineret.

-Som handelsøkonom kan jeg selvfølgelig bidrage med en masse viden indenfor mit fag, og som kvinde er jeg helt sikker på, at jeg kan komme med nogle nye vinkler og en helt anden måde at gribe tingene an på. Blandt andet kan jeg komme med input til, hvordan man imødekommer den kvindelig bilkundes behov, men også andre kunders behov mere generelt. Det skal måske ikke altid handle motorstørrelse og omfattende udstyrspakker, men noget helt tredje.

Hos Tegllund A/S er de glade for deres nye praktikant, og har i øvrigt flere kvinder ansat i deres afdelinger.

-Vi har ofte en lidt fastlåst opfattelse af hvilke jobtyper der hører til et bestemt køn, og vores branche er meget mandsdomineret. Tegllund har dog valgt at ansætte flere kvinder i det ’typiske mandefag’. Vi har kvinder på lageret, en kvinde i leasingafdelingen, en biløkonom i salgsafdelingen i Kolding og nu Louise som handelsøkonomstuderende i Erhvervsafdelingen, Siger René Lund, Salgschef for Erhverv i Tegllun A/S og fortsætter:

- Vi oplever at samarbejdet mellem kønnene i afdelingerne giver god synergi. Med frygt for ikke at lyde for stereotyp så kan kvinder ofte bidrage med struktur - og den faglige stolthed og disciplin skinner ofte igennem arbejdet. Det har en afsmittende effekt i afdelingerne.
Vi valgte i øvrigt Louise, fordi hun var den bedst kvalificerede til stillingen og har ikke foretaget valget på baggrund af køn.