Ny App skal give tryghed

De fire studerende, som har lært hinanden at kende under deres studietid på Erhvervsakademiet Lillebælt, har startet deres egen virksomhed Light Studios.

Idéen til app’en kommer fra fire studerende som har lært hinanden at kende under deres studietid på Erhvervsakademiet Lillebælt, hvor de sammen startede deres egen virksomhed, Light Studios. App’en er udviklet i samarbejde med UC Syd og hjerneskadecenteret Gelerts Gård i Sønderborg Kommune.   

-App’en er udviklet til mobilbrug således at senhjerneskadede hurtigt kan komme i kontakt med en medhjælper via sms eller et telefonopkald. App’en gør det muligt for brugeren hurtigt at danne sig et overblik over, hvilken medarbejder der er på arbejde i det øjeblik, de står og har behov for hjælp. Derudover kan brugeren også gå ind og se en lille film om den enkelte medarbejder. På den måde ved borgeren hvem det er der kommer, og hvem de snakker med, siger Lasse Millek fra Light Studios.

Og netop forudsigeligheden er utrolig vigtig for denne gruppe borgere.  

-De omkring 80 borgere der bor i eget hjem udenfor centeret, har brug for meget forudsigelighed i deres hverdag. Med app’en kan de nemt orientere sig om hvem det er der kommer til deres hjem, hvilket giver borgeren tryghed, siger afdelingsleder på Gelerts Gård, Linda Lotzkat Matzen.

Teknologien bag app’en er som udgangspunkt udviklet til hjerneskadecenteret Gelerts Gård, som både har beboere i selve huset men også udenfor selve centeret. Gruppen af borgere har stadig brug for hjælp, og har derfor behov for den daglige kontakt til Gelerts Gård. Det som hjerneskadecenteret savnede, var et system der kunne give borgerne den forudsigelighed de har brug for. Derudover har tidligere systemer ikke fungeret optimalt, da disse har krævet en god internetforbindelse, som kan være af svingende kvalitet i området. Brugerne har derfor af og til haft problemer når de skulle kontakte hjerneskadecenteret, hvilket har skabt en del utryghed. Det blev derfor besluttet, at man skulle prøve at finde en anden løsning.

Ved hjælp af den nye app kan brugeren undgå de frustrationer, som af og til kan opstå, når de forgæves prøver at kontakte en hjælper, som måske slet ikke er på arbejde den gældende dag.

Linda Lotzkat Matzen og Gelerts Gård er umiddelbart rigtig positive overfor app’en.

-Der er stadig en del af borgerne som ikke vil være i stand til at bruge den nye tjeneste idet det kræver, at de kan håndtere en iPad eller en iPhone. Men de borgere der har prøvet app’en, har været utroligt begejstrede for de muligheder som app’en giver. Samtidig oplever hjælperne at der er meget mere ro på borgerne når de besøger dem i hjemmene, for nu ved de hvem de kan forvente der kommer ind af døren.

Projektet er blevet evalueret af Gelerts Gård og Light Studios. Nu skal app’en finjusteres og herefter skal der tages endelig stilling til, om app’en skal implementeres på Gelerts Gård.