50 midlertidige beboere i FredericiaC

Studerende brainstormer ved 48 timer event.

Det er de helt store visioner, der er i spil omkring den nye 20 hektar store bydel FredericiaC, der skal forbinde Fredericias historiske bykerne med Lillebælt. Her skal Fredericias borgere i fremtiden have mulighed for at bosætte sig i de kommende ca. 1.000 nye boliger, nyde godt af et stort udbud af musik- og kulturaktiviteter og detailhandel, ligesom der også arbejdes med nye tiltag indenfor turisme og meget mere.

Den 28.-30. april får FredericiaC 50 nysgerrige og idérige EAL-studerende på besøg i 48 timer, hvor de bl.a. skal arbejde med bylivsskabende aktiviteter, som skal få kommende krydstogtsgæster til at føle sig velkomne i byen.

- Hvert år gæster op mod 50.000 mennesker FredericiaC-området. Den midlertidige containerby ”C-byen”, der ligger i FredericiaC, er noget af det første man møder, når man ankommer til Fredericia som krydstogtgæst. Det er derfor vigtigt både for os og hele Fredericia, at vi giver gæsterne et godt førstehåndsindtryk af byen. Vi ser frem til at få en masse gode ideer fra de studerende fra EAL til, hvordan vi kan gøre det endnu bedre, siger Louise Bjerre, chefkonsulent i FredericiaC.

Flere fagligheder og indsatsområder i spil

De 50 studerende kommer med forskellig uddannelsesmæssig baggrund og kaster sig derfor ud i opgaverne med forskellige vinkler og syn på, hvordan man kan udvikle de udpegede indsatsområder i den visionære bydel.

 - Vores studerende er i særlig grad vant til at arbejde med innovation og produktudvikling i virksomheder, men har også prøvet kræfter med hele byområder i f.eks. Haarby og Nyborg på Fyn. Arbejdet med FredericiaC bliver en helt speciel og spændende opgave, da der er tale om en bydel, der er ved at blive bygget op fra bunden, siger EALs kommunikations- og erhvervskontaktchef Alice Petersen.

De 48 intense timer skydes i gang i FredericiaC bygningen den 28. april kl. 12.00. Bygningen kommer til at huse de studerende over to døgn, hvor der arbejdes intenst dag og nat for at nå de forskellige deadlines, der er sat undervejs. Projektet rundes af lørdag den 30. april kl. 12.00, hvor de studerende præsenterer deres idéer for FredericiaC.

------------------

48 timer er en innovationsevent, der er udviklet af Erhvervsakademiet Lillebælt. Over to døgn tager et større antal studerende bolig i en virksomhed eller i et specifikt område med henblik på (videre)udvikling af en virksomhed, en bydel eller et koncept.

Læs mere om 48 timer her.