Colourbox vandt prisen som Årets EAL Praktik

Fra venstre ses studerende Kasper Pedersen, jurymedlem og direktør i Spar Nord Jesper Fruerlund samt CEO Mads Martin Jørgensen fra Colourbox.

Juryen blev sat på en stor opgave, og voteringen træk også ud, da de fem nominerede studerende gav juryen en del at tænke over ved kåringen af Årets EAL Praktik i går. Valget faldt på Colourbox med den begrundelse, at den studerende Kasper Pedersen både i sin indstilling og præsentation viste, at han i særlig grad har udviklet sig både fagligt og personligt.

De stolte og glade vindere

Både studerende Kasper Pedersen og Colourbox glædede sig over kåringen.

- Vi er utrolig glade og stolte over at blive kåret som Årets EAL Praktik virksomhed. Det er en ren fornøjelse at få et klap på skulderen af en praktikant for de idéer og visioner, vi har her på arbejdspladsen. Nu håber vi selvfølgelig at gå hele vejen ved den nationale konkurrence, ligesom vi fremover vil arbejde benhårdt for at blive endnu bedre, til det vi gør, siger Mads Martin Jørgensen, CEO ved Colourbox

Kasper Pedersen der til dagligt læser Pba. i softwareudvikling på EAL i Odense var lettet efter præsentationen og kåringen i går, hvor han udtalte:

- Jeg er super glad og stolt over at have fået lov til at dele historien om mit møde med Colourboxes helt unikke kultur og fantastiske medarbejdere. Jeg har fået utrolig meget erfaring med i rygsækken - både fagligt og personligt. Praktik er virkelig værdifuldt når man tager en videregående uddannelse 

Kasper og Colourbox kan nu se frem til den nationale konkurrence i Odense den 7. juni, hvor de skal dyste mod landets øvrige erhvervsakademier. Her skal der findes en vinder af titlen ’Danmarks bedste Erhvervsakademipraktik’.

Alle de fem nominerede lavede nogle rigtig gode præsentationer i går og fik fine ord med på vejen af juryen.