EAL kårer årets praktikophold

Som noget helt nyt kårer Erhvervsakademiet for første gang studieårets bedste praktikophold, når konkurrencen Årets EAL Praktik skydes i gang den 15. marts.

Noget af det allervigtigste ved erhvervsakademiets uddannelser er den tætte relation til erhvervslivet, som de studerende bl.a. får gennem deres obligatoriske praktikophold. Med kåringen af Årets EAL Praktik sætter erhvervsakademiet særligt fokus på den gode relation til praktikvirksomhederne. Prisen gives til et praktikophold, som har været særligt godt og udbytterigt for den studerende.

Et klap på skulderen

Det er de studerende selv, der indstiller deres praktikophold til Årets EAL Praktik og derved får mulighed for at give deres praktikvirksomhed et klap på skulderen. Alle erhvervsakademiets danske og internationale studerende i Vejle og Odense, som har været i praktik i en dansk virksomhed i studieåret 2015/2016 har mulighed for at indstille deres praktikvirksomhed til prisen. Ud af de indstillinger der modtages, udvælges der fem nominerede, som skal præsentere deres praktikvirksomhed og ophold foran en jury den 12. maj. Juryen består af repræsentanter fra det lokale erhvervsliv samt studerende fra De Studerendes Råd.

Studerende kan indstille deres praktikophold til Årets EAL Praktik her.

Bemærk at konkurrencen kun er for EAL-studerende, der har været i praktik i en dansk virksomhed i efteråret 2015 eller i foråret 2016.

Men det slutter ikke ved kåringen den 12. maj. Vinderen af Årets EAL Praktik går videre til en national konkurrence blandt landets i alt ni erhvervsakademier. Den nationale konkurrence afholdes i Odense den 7. juni. 

Fakta om Årets EAL Praktik Pris

  • De studerende indstiller selv deres praktikvirksomhed
  • Indstillingsperiode kører fra den 15. marts til den 15. april
  • Indstillingerne vurderes af et fagligt panel på:
    • Personlig og faglig udvikling
    • Den sociale oplevelse
    • At gøre viden til værdi
  • Både danske og internationale studerende kan indstille deres danske praktikvirksomhed, hvis de har været i praktik i efteråret 2015 eller i foråret 2016