Erhvervsakademierne går sammen i national kampagne

"I hele verden hænger folk med hovedet. Både på studier og på jobbet. Det er et stigende problem, der koster virksomheder og samfund milliarder i tabt viden og ineffektivitet.... "  

Sådan starter en ny mockumentary, som alle landets ni erhvervsakademier er gået sammen om at producere. Kampagnesamarbejdet er det største i erhvervsakademisektoren nogensinde og skal skabe et større kendskab til erhvervsakademierne både over for unge studerende, erhvervsaktive voksne og virksomheder. Filmen fortæller med et glimt i øjet om den nødvendige balance mellem teori og praksis.

Balancen mellem teori og praksis

Rygraden i kampagnen er en ny humoristisk film, som alle erhvervsakademier lancerer i dag tirsdag den 4. oktober.

Budskabet i filmen er, at man på erhvervsakademierne kan få en videregående uddannelse med den rette balance mellem teori og praksis, der både efterspørges i erhvervslivet og af mange unge, når de søger uddannelse.

Filmen varer 1:44 minutter og eksponeres på sociale medier over hele landet i oktober og november. Målet er, at filmen skal ses af mindst 100.000.

Optaget i Odense og København

Filmen er lavet af bureauet Advice i samarbejde med produktionsselskabet The Woerks med instruktøren Niels Nørløv Hansen, der bl.a. er kendt fra filmen Klassefesten (2011) og en række større danske tv-serier. Filmen er bl.a. optaget i uddannelsesmiljøerne på CphBusiness i København og Erhvervsakademiet Lillebælt i Odense.

Mockumentary er en fiktionsfilm, der i sin udtryksform ligner en dokumentar.

Se filmen på vores Facebook side.

Om erhvervsakademierne

I Danmark er der ni erhvervsakademier fordelt over hele landet. Her uddannes og efteruddannes dansk erhvervsliv. Erhvervsakademierne arbejder tæt sammen med danske og udenlandske virksomheder omkring undervisning, forskning og praktik. Derfor opnår studerende et højt akademisk niveau og får viden og færdigheder, der kan bruges i praksis. Læs mere på danskeerhvervsakademier.dk eller beal.nu