Flot stigning i ansøgertal via kvote 2

EAL-studerende på vores campus i Vejle.

Fristen for at søge ind via kvote 2 udløb tirsdag den 15. marts kl. 12. Ud af de mange ansøgninger der blev sendt af sted rundt omkring i landet, endte 1073 kvote 2 ansøgninger hos Erhvervsakademiet Lillebælt.

Det vil sige at Erhvervsakademiet oplever en stigning på 19 procent i forhold til kvote 2 ansøgningerne sidste år, hvor 904 valgte at søge ind på EAL.

- Det skyldes flere ting. Først og fremmest tror jeg, at vores model med at kombinere teori og praksis er tiltalende for mange. Vi bringer virksomhederne ind i uddannelserne, siger Alice Petersen, kommunikations- og erhvervskontaktchef på Erhvervsakademiet Lillebælt.

Derudover skyldes den store fremgang sandsynligvis også, at stadig flere med en erhvervsuddannelse ønsker at tage en videregående uddannelse og derfor søger ind via kvote 2.

På Erhvervsakademiets afdeling i Vejle ser man næsten en fordobling i antallet af ansøgere til handelsøkonomuddannelsen, der har modtaget 43 ansøgninger i år mod 22 sidste år.

På Erhvervsakademiet Lillebælt i Odense oplever man især stor fremgang på uddannelsen til automationsteknolog. 28 ansøgere har søgt ind på uddannelsen i år, hvorimod man sidste år blot modtog fem ansøgninger til uddannelsen.