Haarby Hallerne får kreative indspark

To af de studerende der præsenterede deres projekt for Haarby Hallernes bestyrelse og foreninger i tirsdags.

De ambitiøse visioner for hallerne i Haarby begynder at tage form med det store byggeprojekt, som blev skudt i gang i foråret 2016. Når vi rammer efteråret vil den nye til- og ombygning til 36,5 millioner kroner stå klar til Haarby og omegns rige foreningsliv.

Men én ting er at få bygget faciliteterne, det er straks en helt anden sag at sørge for, at de nye haller bliver brugt i det omfang, det er tiltænkt, og her kommer studerende fra Erhvervsakademiet Lillebælts (EAL) sport management uddannelse på banen.

- Det er jo rigtig dejligt, at der kommer nogle udefra, der synes, at vores projekt er spændende og derfor godt vil være en del heraf. Med de nye haller vil vi hæve niveauet, og her er de friske øjne fra de studerende en helt oplagt mulighed for os, siger Tom Kjær Jensen, bestyrelsesformand for Haarby Hallerne. 

Studerende får indblik i deres fremtidige arbejdsverden

Udover at hallerne får input, får de studerende også et vigtigt indblik i den verden, de skal beskæftiges i, når de er færdige med deres uddannelse på EAL.

- Vi mener, at vi har en reel forpligtigelse overfor de unge, da det er dem der i fremtiden skal drifte haller som vores. Gennem et projekt som dette får de studerende mulighed for at sætte sig ind i, hvordan man varetager opgaverne i denne type virksomhed, siger Tom Kjær Jensen.

19 sport management studerende tog i april til Haarby, hvor de blev sat grundigt ind i visionerne for de nye haller. På baggrund af besøget blev der opstillet en række problemstillinger, som de studerende siden har udarbejdet løsningsforslag til. Blandt andet arbejdede de studerende løsninger der kan nedbringe tiden hvor hallerne står tomme, og tiltrækning af borgere, der ellers ikke har deres daglige gang i hallerne. Tirsdag den 7. juni tog de studerende igen turen til Haarby for at fremlægge deres idéer for hallernes bestyrelse, inden de senere på måneden skal forsvare deres projekter til eksamen på EAL.  

 - På EAL er vi ualmindeligt glade for samarbejdet, dels fordi vi konstruktivt og meningsfuldt kan bidrage med løsning af interessante og relevante opgaver for og i lokalsamfundet, men også fordi det er den bedste måde for vores studerende at lære, hvordan man kombinerer teori og praksis. Det fremmer de studerendes motivation og engagement og er desuden yderst jobrelevant, siger lektor Andreas Kjeldsen fra EAL.

Læs mere om samarbejdet i artiklen fra Fyens Stiftstidende.