Studerende bragt i spil ved Heartland Festivalen

Tre af de fire serviceøkonom-studerende der observerede ved Heartland Festivalen.

I weekenden åbnede Egeskov slot for første gang parken op for den nye Heartland Festival. Det nye festival koncept med live-samtaler, samtidskunst, kvalitetsmusik og enestående madoplevelser skulle stå sin prøve.

En af de medarbejdere der har ligget vandret for at få den nye festival skudt godt i gang er sport management studerende Morten Vestergaard fra EAL. Morten har tidligere gået på erhvervsakademiets serviceøkonom-uddannelse, hvor han var i praktik hos Smukfest og skrev speciale om den odenseanske Tinderbox festival. Morten har derfor efterhånden opbygget sig en del erfaring på festivalområdet - erfaring som han har taget med sig i sit job som bl.a. koordinator på Heartland festivalen.

Studerende observerede festivalen 'in action'

En af de ting Morten bl.a. har haft sit fokus på er, at nye koncepter kræver god evaluering, og derfor har Morten valgt at bringe flere af EALs studerende i spil.

- Som koordinator så jeg en masse muligheder i at indgå et samarbejde med nuværende studerende fra serviceøkonom-uddannelsen. De studerende lærer noget i praksis om, hvordan en festival som Heartland stables på benene, og festivalen får noget igen i form af et stykke arbejde, som i dette tilfælde er en observationsrapport. Det er altså win-win for begge parter, siger Morten Vestergaard.

Samarbejdet mellem Heartland Festival og EAL betød, at 4 serviceøkonomstuderende fredag satte kursen mod Egeskov, hvor de tilbragte deres weekend. Deres opgave var at observere festivalen. De har bevæget sig rundt på pladsen, mærket atmosfæren, og set hvordan publikum bruger de forskellige faciliteter.

- Jeg synes personligt, at Heartland Festivalen er et genialt koncept, og noget vi virkelig mangler her på Fyn. Det har været spændende for os at se, hvordan de forskellige nicher mixes sammen, og hvordan de stemmer overens. Jeg har glædet mig til projektet og til at bruge de faglige redskaber, jeg har tillært mig under mit 1. og 2. semester af uddannelsen på EAL, siger serviceøkonom-studerende Anne Jespersen.