Studerende udvikler tidsbesparende løsning

De fire lettede datamatiker-studerende efter deres eksamen

2. semester datamatiker-studerende fra Erhvervsakademiet Lillebælt har løbende haft projektarbejde med FynBus. Samarbejdet har givet de studerende et godt indblik i virksomheden og i deres arbejdsgange, hvilket gav de fire studerende Jonatan Nyrup Dyrholm, Julie Sindhu Jørgensen, Jakob Jespersen og Rune Mark Rasmussen blod på tanden og lyst til at fortsætte samarbejdet med FynBus i deres eksamensprojekt.

- De seneste 6 uger har vi arbejdet på et værktøj, der skal hjælpe FynBus Flextrafik i deres udbudsrunder. Den normale arbejdsgang for håndtering af udbud har bestået af en manuel sortering, som har taget FynBus 1-3 uger at udføre. Med vores eksamensprojekt har vi fået udarbejdet et værktøj, der kan spare FynBus en masse ressourcer, siger Jonathan Nyrup Dyrholm.

Og der er tid at spare med de studerendes løsning. Systemet kan klare en stor del af denne sortering på 5-10 sekunder, hvis ikke der opstår nogle konflikter.

- Vores løsning er en kombination af en teknisk løsning og manuelt prioriteringsarbejde. Vi kan ikke komme helt udenom, at der skal et par øjne på til at se på de udbud, hvor der er flere, der byder ind på opgaven, siger Jakob Jespersen.

Initiativrige og engagerede studerende løste FynBus’ behov

Hos FynBus har de været meget tilfredse med samarbejdet.

- Det har været en fornøjelse at arbejde sammen med de studerende, idet de viser en glimrende forretningsforståelse, initiativ og engagement, hvilket efter min vurdering er årsagen til, at løsningen ser ud til at løse FynBus Flextrafiks behov i forbindelse med at få tildelt kontrakter til entreprenører, der vinder de enkelte såkaldte garantivogne, siger projektleder Michael Dydensborg fra FynBus.

Den 23. juni skal de fire studerende præsentere deres løsning for flere repræsentanter fra FynBus Flextrafik. I den forbindelse skal det drøftes, hvordan FynBus og de studerende evt. kan arbejde videre med løsningen.

- Vi håber, at vi får mulighed for at arbejde videre med FynBus. Med projektet har vi set, hvordan teorierne virker i praksis og samtidig prøvet at arbejde med en virkelig problemstilling, der afspejler det, vi skal arbejde med, når vi er færdige, slutter Jonatan.

Historien er yderligere blevet bragt i Lokalavisen Odense.