Studerendes idé førte til virksomhedssamarbejde

Gruppen AGT på Børsen ved DM i Entreprenørskab.

Otte studerende fandt en ny måde at sammensætte en overtrækskittel med dobbeltklæbende tape og en affaldspose. De løste en udfordring med at tænke innovativt for, at pårørende og personalet til alvorligt syge kan undgå at blive smittet med bakterier eller virus.

Projektet vakte opsigt hos firmaet Izinga, og det betyder at der nu arbejdes på at få en konkret løsning på markedet for at undgå farlig smittespredning af bakterier og virus – også i kampen mod Ebola.

– Jeg kunne se, at der er et enormt potentiale i produktet, som kan implementeres hurtigt og løser et stort problem. Løsningen er simpel og kan realiseres. Derfor tilbød jeg gruppen at indgå et forpligtigende samarbejde, således at de bruger deres uddannelse til at udvikle produktet, og jeg bidrager med min viden og mine kontakter ind i branchen. Når prototypen er klar, skal den testes, siger Jannick Toftegaard Jensen.

Simpel løsning

Gruppen AGT – Advanced Gown Technologies med de otte studerende fik ideen, som går ud på at forbedre eksisterende overtrækskitler ved at sætte dobbelt klæbende tape på begge håndled. Når kitlen skal af, placeres hænder på hofterne, hvor håndleddene klister sig fast. Dernæst trækkes armene ud af kitlen, som foldes sammen og byltes ind i en plastpose, fastgjort på kitlens inderside. Posen forsegles og destrueres. På den måde undgår pårørende eller personale at komme i kontakt med den forurenede overside.

– Vi arbejder videre med ideen og er i færd med at udvikle en prototype i samarbejde med firmaet Izinga, og prototypen skal efterfølgende afprøves i praksis på et hospital/sygehus, forklarer EAL studerende og talsmand fra AGT Jonas Grau Thomsen.

Gå verden rundt?

Uddannelsesleder Michael Lundorff-Hansen ved Erhvervsakademiet Lillebælt og opfinder af InnoEvent glæder sig over, at gruppen fik en kontrakt så hurtigt:
– Det er første gang, at en gruppe har underskrevet en kontrakt så tidligt under InnoEvent, men det kan jeg godt forstå med den innovative og brugbare løsning, de har udviklet. Aktive virksomheder under InnoEvent kan få nye produkter og samarbejder. De studerende får et udbytte, prototypen bliver testet. Og hvem ved, om et løsningsforslag under InnoEvent kommer til at gå verden rundt? siger Michael Lundorff-Hansen.

Læs mere om samarbejdet mellem Izinga og de studerende på Izingas hjemmeside.

Medlemmer i gruppen AGT – Advanced Gown Technologies:

  • Jonas Grau Thomsen, studerer IT-teknolog, 2. semester, Erhvervsakademiet Lillebælt
  • Daniel Bentsen Larsen, studerer IT-teknolog, 2. semester, Erhvervsakademiet Lillebælt
  • Arturs Puspurs, studerer Digital Concept Development, 5. semester, Erhvervsakademiet Lillebælt
  • Emils Krizevics, studerer Multimedia Design and Communication, 2. semester, Erhvervsakademiet Lillebælt
  • Liban Ahmed studerer Multimedia Design and Communication, 1. semester, Erhvervsakademiet Lillebælt.
  • Jesper Tastesen studerer Multimedia Design and Communication, 1. semester, Erhvervsakademiet Lillebælt.
  • Daniel Guldager Hansen studerer Digital Concept Development, 2. semester, Erhvervsakademiet Lillebælt
  • Line Sandlykke Pedersen, Sygeplejestuderende, Modul 5, University College Lillebælt, Svendborg.

InnoEvent fandt sted i uge 11 2016 på Erhvervsakademiet Lillebælt.

Fakta

Løsningen opstod i InnoEvent ugen, hvor ca. 500 studerende fra Erhvervsakademiet Lillebælt og University College Lillebælt for nyligt arbejdede sammen i grupper på tværs af studieretning, nationalitet og fag for med friske øjne at finde nye måder at gøre tingene på ud fra oplæg fra Odense Universitetshospital.

I maj deltog gruppen desuden ved DM i Entreprenørskab på Børsen i København.