Unge strømmer til erhvervsakademierne

Videregående uddannelser med en klar erhvervsrettet og praksisrettet profil går i disse år sin sejrsgang. Det oplever man på landets erhvervsakademier, hvor der igen i år er stigning i antallet af ansøgere, som søger om optagelse 5. juli.

Erhvervsakademiet Lillebælt, der har adresse i både Odense og Vejle, er ingen undtagelse. Her er der for 7. år i træk fremgang i antallet af ansøgninger – en fremgang der pr. 5. juli tegner til at blive ca. 4%.

- En væsentlig grund til, at så mange vælger en erhvervsakademiuddannelse, er, at der i mange tilfælde er rigtig gode jobmuligheder efter uddannelsen. Virksomhederne efterspørger dimittender, som allerede under uddannelse har hentet masser af praktisk erfaring ude i virksomhederne, siger Alice Petersen, erhvervskontaktchef, Erhvervsakademiet Lillebælt.

Praksis trækker

Til trods for, at erhvervsakademierne blot har været en del af uddannelsesbilledet i syv år, er det ifølge Alice Petersen netop det praksisrettede element, som er slået igennem hos de unge.

- Vi kan klart se, at det tiltaler rigtig mange unge, at de har mulighed for at tage en uddannelse, hvor teori hele tiden er tænkt sammen med praksis. Erhvervsakademierne har en målsætning om, at de studerende allerede under uddannelse skal være i stand til at tilføre virksomhed værdi. For de unge betyder det, at de mærker relevans og meningsfuldhed fra dag ét, siger Alice Petersen.

I Odense slår Erhvervsakademiet Lillebælt efter sommerferien døren op for et nyt stort campus, der samler 3.200 studerende under ét tag. Alice Petersen forventer, at det på sigt vil tiltrække endnu flere studerende.

-  Når Erhvervsakademiet Lillebælt inden længe bliver en del af et stort uddannelsesmiljø ved Odense Havn, er der næppe nogen tvivl om, at endnu flere unge vil få øjnene op for vores uddannelser, siger hun.     

De erhvervsakademiuddannelser, som i særlig grad vinder frem i disse år, er Bygningskonstruktør, Markedsføringsøkonom og Serviceøkonom. Derudover springer automationsteknolog uddannelsen alle rammer med en stigning på hele 372%! Andre uddannelser med relation til IT og robotindustrien er også et hit – her kan fremhæves pba i digital konceptudvikling, som stiger med 130% og pba i produktudvikling og teknisk integration, som stiger med 92%.