Virksomheder får øjenene op for efteruddannelse

Melanie Lassen valgte at tage en akademiuddannelse på EAL - en uddannelse der har åbnet op for nye muligheder.

På Erhvervsakademiet Lillebælts efteruddannelses-afdeling i Odense har man i en årrække mærket konsekvenserne af finanskrisen, hvor virksomheder har vendt hver en krone. Antallet af medarbejdere, som sendes på efteruddannelse, er dykket. 

Men nu er der tegn på, at virksomhederne igen afsætter midler til at dygtiggøre deres medarbejdere.

- Virksomhederne ved godt, at uddannelse af medarbejdere er et vigtigt konkurrenceparameter, men konjunkturerne har været så dårlige, at der er blevet skåret kraftigt på denne del. Det er i færd med at ændre sig, og virksomhederne er igen begyndt at tage sig råd til efteruddannelse, siger uddannelseschef Birger Brandt, Erhvervsakademiet Lillebælt.   

Åbner op for muligheder

Melanie Lassen er en af de medarbejdere, der valgte at gøre brug af muligheden for at efteruddanne sig. Hun valgte at tage en efteruddannelse på Erhvervsakademiet Lillebælt fordi hun ville prøve noget nyt, og sidder i dag som strategisk indkøber IT hos Energinet.dk.

- Jeg valgte at tage en akademiuddannelse i Internationalt Indkøb og Supply Chain Management på Erhvervsakademiet Lillebælt, fordi jeg havde ambitioner om mere. Mit efteruddannelsesforløb har gjort, at jeg rent karrieremæssigt i dag udlever min drøm. Jeg har i dag større indflydelse på offentlige køb og har haft mulighed for at bruge min nye viden fra studiet fra dag ét, og det har været fantastisk.

Melanie oplever, at efteruddannelsen på erhvervsakademiet har givet hendes karriere et skub.

- Uddannelsen gjorde det muligt for mig, at få den stilling jeg har i dag. Uden min nye faglige viden havde jeg ikke fået stillingen tilbudt. Nu har jeg mere ansvar i mit arbejde – et ansvar jeg ikke ville have været i stand til at varetage uden min efteruddannelse, siger Melanie Lassen.