EAL campus præmieret for godt og smukt byggeri

Igen i år har Præmiering af godt og smukt byggeri fundet sted i Odense, og by- og kulturrådmand, Jane Jegind overrakte diplomer og bronzeskilte til tre odenseanske byggerier.

- Skaber vi virkelig smuk og blivende arkitektur, kan det være, at der om hundrede år er nogen, der siger: ”Den bygning har udtjent sit formål, men den er så flot, at vi vil bevare den og nænsomt bygge den om til hvor tids krav”. Og måske er der så nogen, der synes, at vi har bevaret og ombygget den så talentfuldt, at den kan få en pris for god og smuk arkitektur, sagde by- og kulturrådmand Jane Jegind blandt andet i sin tale.

Og det er netop, hvad der er sket for to af de tre præmierede byggerier i år, nemlig Erhvervsakademiet Lillebælt og Odense Offentlige Slagtehuse.

Det er en dommerkomite med Jane Jegind i spidsen, der har vurderet en række projekter og har udvalgt de tre byggerier. Dommerkomiteen, som har præmieret de tre byggerier, har ud over by- og kulturrådmand Jane Jegind bestået af byrådsmedlem Anders W. Berthelsen, arkitekt Mette Tony, arkitekt Erik Brandt Dam, chef for Byudvikling i Odense Kommune Ellen Drost og chef for Drift og Anlæg i Odense Kommune Thomas Østergård Jørgensen.

Industrihistorie lever videre i EALs bygninger
Komiteen har givet følgende begrundelse for præmieringen af Erhvervsakademiet Lillebælt:

Byudviklingen i industriområdet mellem jernbanen og havnen har på kort tid givet byen en række hverdagsrum, der forekommer ukendte, men bærer en lang historie. Gader, man ikke kom i, er pludselig centrale forbindelsesveje i en udvikling, der har skabt et netværk af forbindelser mellem by og havn. Byudviklingen har på denne måde mødt en ’modstand’, der har kvalificeret og beriget det nye.

Wittenborgs Automatfabrik blev grundlagt i 1924 og ekspanderede op gennem 1900-tallet til at have 850 medarbejdere i 80’erne, hvor virksomheden var et stort brand på verdensplan. Denne industrihistorie lever videre med transformationen af fabriksbygningerne til Erhvervsakademiet Lillebælt.

Usentimentalt er de eksisterende bygninger transformeret og taget i brug igen med blotlagte konstruktioner. Vi bruger det, vi har, og vi bruger det som det er. Det er en stærk formidling af bygningernes tidligere brug, der har fået et godt samspil med den nye centralbygning med aula og hovedtrappe under det store ovenlys.

Elinstallationer og ventilationsrør er ført synligt og groft disponerede i de eksisterende bygninger, men opnår til trods herfor et udtryk, der er tilstrækkelig stærkt til at der opnås en frugtbar sammenhæng med det nye.

Studiegrupper orienterer sig mod centralrummet og skaber en række attraktive steder og et rumligt flow, der gør, at man intuitivt orienterer sig i den store bygningsstruktur, hvor eksisterende og nyt føjer sig organisk til hinanden.

Den centrale aula fremstår med en arkitektonisk klarhed og omhyggelig detaljering, der påvirker den måde, rummene bliver brugt på. Her er ro og et nærvær, der gør, at man er opmærksom og viser hensyn til hinanden. På denne måde indgår bygningen som en aktiv del af studiemiljøet, der får os til at se os selv udefra i en række forskellige hverdagssituationer.

I sit eksteriør er den nye bygning beslægtet med de eksisterende industribygninger ved sin facadebeklædning med stålprofil-plader og robuste fremtræden.

Landskabsbearbejdningen er vellykket fra den indre gårdhaves blomsterflor med integrerede ovenlys over ankomstpladsens urbane udtryk og kropslige skala, der støtter ankomst, ophold og etablerer et sted med et særligt nærvær omkring Erhvervsakademiet Lillebælt.

I den større skala ledes tag- og overfladevandet til en nyanlagt sø i parkstrøget mod nord, der fletter Erhvervsakademiet Lillebælt ind i en større sammenhæng med Ålykke Skoven og byudviklingen på havnen.

Erhvervsakademiet Lillebælt fører automatfabrikkens rødder i industrihistorien ind i fremtiden og gør det muligt for os at orientere os i byens udviklingshistorie, som man altid må have for øje i omdannelsesprocesser.