Nye tider for datamatiker-uddannelse i Vejle

Hvor det for et par år siden var reglen snarere end undtagelsen, at datamatiker-uddannelsen hos Erhvervsakademiet Lillebælt i Vejle blot kunne lokke en håndfuld ansøgere til i forbindelse med vinteroptaget, så er kurven nu for alvor vendt.

For to år siden hed ansøgertallet 15 i februar. I år har 38 søgt ind.

Udviklingen glæder Jørn Vesterdal, uddannelseschef for Erhvervsakademiet Lillebælts datamatikeruddannelse. Han gør opmærksom på, at datamatikeruddannelsen længe har stået i den paradoksale situation, at der ikke har kunnet udklækkes nok datamatikere til et hungrende it-marked.

– Vi har flere gange oplevet, at virksomheder har henvendt sig, fordi de efterspørger arbejdskraft indenfor it. Her har det selvfølgelig været ekstra ærgerligt at så få har søgt ind til en uddannelse, hvor der efterfølgende er noget nær garanti for beskæftigelse, siger Jørn Vesterdal, som samtidig peger på, at det er dette budskab, som nu er ved at trænge igennem til potentielle studerende.

– Noget tyder på, at mange har fået øjnene op for, at datamatikeruddannelsen er en sikker vej til job.

Stor fremgang
Det kan 21-årige Daniel Thomsen fra Grindsted godt skrive under på. Han er en af dem, som snart starter på datamatikeruddannelsen i Vejle, og netop de gode jobmuligheder er noget af det, som har fået ham til at søge ind.

– Den jobgaranti, som datamatikeruddannelsen er forbundet med, har selvfølgelig trukket i mig, siger Daniel Thomsen, som egentlig var startet på en it-uddannelse på Aalborg Universitet. Men han sprang fra, fordi han savnede mere praksis. Det forventer han at få nu.

– Datamatikeruddannelsen er i høj grad lagt an på praktik og andre former for virksomhedssamarbejde. Det tiltaler mig, ligesom jeg glæder mig til at arbejde mere fokuseret med programmering og systemudvikling.

Generelt oplever Erhvervsakademiet Lillebælt i Vejle en markant fremgang i antallet af nye ansøgere. I 2016 søgte 112 studerende ind, i 2017 er tallet steget til 174. Medregner man Erhvervsakademiet Lillebælts store afdeling i Odense er billedet det samme. I år starter samlet set 841 nye studerende i Odense og Vejle, hvor det i 2016 kun var 739 studerende.