Forårskur sætter fokus på fremtidens arbejdskraft

Torsdag den 22. marts er der til Forårskur 2018 budt op til en eftermiddag med inspiration, debat og netværk.

En ting kan man regne med. Arbejdsmarkedet står aldrig stille. Robotter, automatisering og global konkurrence er blot et par af de tendenser, der spiller ind, når virksomheder skal lægge kursen for fremtiden.

I mere og mere specialiserede brancher er det derfor afgørende, at de, der uddanner, og de, som aftager, er i løbende dialog omkring fremtidens behov. På Forårskuren 2018 er Erhvervsakademiet Lillebælt vært for en eftermiddag, hvor det tætte forhold mellem uddannelserne og virksomhederne plejes og udbygges.

En dag til ære for erhvervslivet

Det glæder bestyrelsesformand for Erhvervsakademiet Lillebælt Peter Zinck, at uddannelsesinstitutionen kan slå dørene op for en eftermiddag specielt tilrettelagt, så den skaber værdi for områdets erhvervsliv.

- Forårskuren på EAL er en begivenhed, hvor vi fejrer og udbygger den nære relation mellem vores uddannelsesinstitution og erhvervslivet, fortæller han og fortsætter,

- Et tæt partnerskab mellem uddannelsesinstitution og virksomhed giver stor værdi for begge parter i form af øget know-how. Og for virksomhederne ser vi gang på gang, at praktik- eller projektforløb i samarbejde med vores studerende ofte er den korteste vej til den næste vigtige medarbejder.

Derfor ser Peter Zinck frem til, at Forårskuren slår dørene op for en række inspirerende oplæg fra fagpersoner, der alle har forskellige vinkler på, hvordan vi bedst uddanner, udvikler og fastholder fremtidens specialiserede medarbejdere. Samtidig er netværk et vigtigt nøgleord for dagen.

- Jeg glæder mig til, at vi også kan bruge eftermiddagen på at mødes og snakke om, hvordan vi sammen skaber de bedste rammer for vækst i Region Syddanmark, afslutter Peter Zinck.

Inspirerende oplægsholdere på plads

De endelige detaljer for dagens program er stadigvæk ved at falde på plads, men de første oplæg er allerede booket.

Jesper Buch, investor og grundlægger af Just Eat, samt HR-direktør i Jyske Bank Knud Nørby har meldt klar på dagen. De vil hver især dele ud af deres erfaringer, når det kommer til at opnå succes, sammensætte et vinderhold og derigennem sikre udvikling og vækst i henholdsvis en fremadstormende iværksættervirksomhed og Danmarks andenstørste bank.

Foruden de to keynote speakers byder programmet også på korte inspirerende indspark, hvor virksomheder i Odense og Vejle fortæller om deres erfaringer og gevinster ved et tæt samarbejde og løbende sparring med Erhvervsakademiet Lillebælt.

Forårskuren løber af stablen den 22. marts 2018 klokken 13:00-16:30 og afholdes som noget nyt på samme tid på EAL's campusser i både Odense og Vejle.

Studerende ved Erhvervsakademiet Lillebælt er også inviteret til at deltage på konferencen.