OpenTele - digital vandre- og svangrejournal

En elektronisk svangrejournal, som skal gøre det lettere for den gravide at kommunikere med jordemor, læger, sygehuse og deres praktiserende læge kan meget vel blive det første konkrete produkt, som vi sætter i gang. Det sker på baggrund af vores arbejde med projektet 'Integration og interaktion med OpenTele.'

Udfordringen har været at finde den rigtige platform. Hvordan får vi adgang til sikre data i nationale databaser? Hvem læner vi vores forslag til velfærdsløsninger op ad? Svaret finder vi i OpenTele, og arbejdet har bestået i at undersøge, hvordan vi bedst gør brug af dens funktionalitet og nationale databaser.

OpenTele er en open source platform for telemedicin og -sundhed, der efter en længere demonstrationsperiode har vist sit værd, og som i 2016 udrulles nationalt i første omgang til  KOL-patienter. Den bruges til at opsamle og formidle patientdata mellem borger og behandlere og giver således alle parter indblik i udvikling af helbred. 

Med velfærdsteknologi som fokusområde har det for EAL været oplagt at konkretisere nogle projekter, og her er valgte faldet på den digitale svangrejournal.

Målet er at sætte brugeren i centrum ved at kombinere de tanker, der ligger bag patient empowerment med data i nationale strukturer. Alle, der har været gennem en graviditet, kender den gule kuvert med papir, der løbende opdateres med blodtryksmålinger, vægt, tidligere sygdomme, scanninger, undersøgelser m.m. Med en digital version kan den gravide selv taste data ind og følge med i alt, hvad der sker, ligesom læger, sygehuse, jordemødre overalt i landet kan hente relevante data.

Næste skridt

I løbet af foråret 2016 definerer  og tester vi projektet. Overvejelserne går på, hvorvidt vi skal fokusere særligt på teknologi, Patient Empowerment eller udvikle projektet som en paraplyorganisation.

Vi har brug for tværfaglige kompetencer og skal udvælge de uddannelser, som er relevante at inddrage. På EAL har vi blandt andet uddannelser inden for IT og multimediedesign samt tætte samarbejdsflader med sundhedsfaglige uddannelsesinstitutioner.