Case 1: NYDIAGNOSTICERET DIABETES - HVAD SÅ NU?

Når man får en diagnose som diabetes, kan der være mange ting på spil. Først og fremmest skal man have styr på behandlingen, som man selv skal stå for, og som skal integreres i dagligdagen med job, familie, fritidsaktiviteter med mere. Diabetes er en kronisk sygdom, hvor man selv løbende, dagen igennem, skal være opmærksom på sit blodsukker og regulere med mad, motion og medicin. For de fleste er der altså ikke tale om, at man blot spiser en pille, og så er det gjort med det. Diabetes kræver en stor daglig opmærksomhed resten af livet, og kan derfor være en byrde at skulle integrere i sit liv, og i en hverdag, der i forvejen er fyldt godt op med alt muligt andet.

Derudover kan der opstå forskellige reaktioner på sådan en diagnose. Nogle bliver kede af det og måske modløse, nogle bliver forskrækkede og bange, nogle oplever vrede og en følelse af uretfærdighed, og nogle oplever måske en følelse af skyld og skam, og nogle oplever, at det er svært at skulle fortælle til familien og venner og måske på jobbet. Endvidere ved vi fra undersøgelser, at mennesker med kronisk sygdom som diabetes har ca. dobbelt så stor risiko for at få stress, angst og depression end mennesker uden en kronisk sygdom. Vi ved også, at følelsesmæssige reaktioner og stress, angst og depression kan udgøre væsentlige barrierer for, at man har energien til at gøre, hvad der skal til i dagligdagen for at tage hånd om sin sygdom.

Som nydiagnosticeret er der stor brug for hjælp til både at skaffe sig den nødvendige viden om sygdommen og behandling samt hjælp til at forstå og håndtere sine reaktioner og følelser. Det kan være via samtaler med sundhedsprofessionelle på sygehus og hos lægen, via deltagelse i patientuddannelse på sygehuset eller i kommunen, læsning på relevante hjemmesider, overblik over forskellige brugbare apps, rådgivning hos Diabetesforeningen eller kurser eller kontakt med og aktiviteter med ligesindede, der står i samme situation som en selv.

Ikke desto mindre sker det indimellem, at mennesker, efter at have fået sin diagnose, har oplevet at være efterladt uden hjælp og uden viden om, hvor de kan få hjælpen.

Endvidere ved vi fra undersøgelser, at patienter med diabetes ikke altid oplever, at de sundhedsprofessionelle spørger patienterne om, hvordan de har det og sikrer, at samtalerne drejer sig om det, der er vigtigt for patienten. Og vi ved, at sundhedsprofessionelle kan opleve, at det kan være svært at fordele fokus på såvel sygdom og behandling, som på mere psykosociale faktorer, som reaktioner på at få en diagnose og udfordringer med at få sygdommen integreret i sin dagligdag.

Ikke desto mindre er diabetes en kronisk sygdom, hvor patienten selv står for behandlingen i dagligdagen, og hvor det er nødvendigt, at behandlingen baseres på et ligeværdigt samarbejde mellem patient og den sundhedsprofessionelle med patienten som aktiv partner i egen behandling.

Der er derfor flere udfordringer, hvor der ønskes bud på løsninger:

-        Hvordan får patienten viden og overblik over, hvor han/hun kan få hjælp til behandling og evt. følelsesmæssige reaktioner samt overblik over, hvad der findes af tilbud på sygehus, i kommune, patientforening med mere

-        Hvordan får patienten indsigt i og viden om egne evt. følelsesmæssige reaktioner

-        Hvordan bliver de sundhedsprofessionelle bedre klædt på til at indgå i et ligeværdigt samarbejde med fokus på såvel sygdom og behandling, som på mere psykosociale faktorer, som reaktioner på at få en diagnose og udfordringer med at få sygdommen integreret i sin dagligdag

-        Hvordan styrkes patienten til at indgå i et ligeværdigt samarbejde med den sundhedsprofessionelle

Der findes allerede forskellige redskaber på området, så en udfordring er også, hvordan disse redskaber bliver integreret af både sundhedsprofessionelle og patienter.

Sara Emilie Troelsdatter

23 81 65 59

seha@ucl.dk

 

Mette Damkjær Syse

61 30 99 19

mette.syse@rsyd.dk