Case 3: Hvordan kan man forebygge lavt blodsukker og afhjælpe angst?

Hvordan kan man forebygge alvorlig hypoglykæmi (lavt blodsukker) og afhjælpe angst hos personer med type 1 diabetes?

Type 1 diabetes medfører risiko for følgesygdomme til de små blodkar i øjnene, nyrerne og nerverne samt sygdomme til større blodkar for eksempel i hjertet og hjernen. Risikoen for at udvikle disse følgesygdomme er afhængig af blodsukkerniveauet. Hjørnestenen i behandlingen af type 1 diabetes er derfor god blodsukkerkontrol med insulin, som i videst mulig omfang kan normalisere blodsukkeret, og dermed bidrage til at forebygge følgesygdomme. Ved insulinbehandling er der dog også øget risiko for at få lavt blodsukker også kaldet hypoglykæmi.

Hypoglykæmi er en tilstand, der kan forekomme i flere grader, og som er associeret med øget risiko for indlæggelse, faldepisoder, uheld og dødelighed. Derudover kan hypoglykæmi medvirke til forværring af diabetesrelaterede komplikationer og indvirke på livskvaliteten. Symptomerne på hypoglykæmi er, at personen begynder at ryste og svede og bliver bleg og træt. Personen bliver typisk også meget forvirret og svær at komme i kontakt med, og mange får svært ved at udtrykke sig klart. Man kan også blive aggressiv og slå ud efter dem, der prøver at hjælpe. Udvikler det sig, kan personen gå i krampe og miste bevidstheden. (https://diabetes.dk/diabetes-1/fakta-om-diabetes-1/blodsukker/lavt-blodsukker.aspx).

Det er en evig kamp om balance at leve livet med diabetes. En balance mellem mad, motion og medicin som gerne skulle resultere i et godt liv med diabetes, og blandt andet et stabilt blodsukker. Det kan virke stressende på mange personer med diabetes at være i risiko for lavt blodsukker, og derfor kan nogle personer ende med at udvikle angst for hypoglykæmi.

En mindre gruppe af personer med type 1 diabetes lider af unawareness, hvor de ikke længere kan mærke det lave blodsukker i tide. Angsten for at få lavt blodsukker kan medføre meget uheldige handlemønstre, så personen med diabetes bevidst vælger at højne blodsukkerniveauet. Det kan betyde, at patienten enten spiser for meget, ikke bevæger sig nok, og måske tager for lidt insulin, så blodsukkeret ligger for højt.
Som behandler er det dermed vigtigt at få en dialog og snak med den enkelte og lave individuelle samtaler. Når der startes behandling er det vigtigt, at lægen kender til hele patientens liv både med hensyn til arbejde og privat samt i forhold til motions- og madvaner. Behandlingen består både af medicin og en struktureret uddannelse, der lægger vægt på, at patienten kan forstå sammenhængen mellem mad, bevægelse, medicin og blodsukkerniveau.

Studier har vist, at både de tilbagevendende hypoglykæmier og angsten for fremtidige episoder kan føre til nedsat mestring og nedsat udholdenhed i forhold til at fastholde diabetesbehandlingen. Ligeledes influerer det på patienternes livsstil, hvor øget fødeindtag og ændringer i aktivitetsmønster kan være strategier til at undgå hypoglykæmi (Yeoh et al., 2015, Lavernia et al., 2015).

Der er fra flere studier evidens for, at kontinuerlig blodsukkermåling og/eller insulinpumpe-behandling kan have signifikant betydning for antallet af tilfælde med svær hypoglykæmi. Mange anvender sensorer og insulinpumper for at opnå en bedre regulering af deres blodsukker og dermed sænke risikoen for at få lavt blodsukker. De bedste resultater ses ved en kombination af undervisning og teknologiske løsninger, hvor en helhedsorienteret tilgang til patienten og struktureret uddannelse danner kernen om interventionen (Yeoh et al., 2015).

Angsten for at få lavt blodsukker hos personer med type 1 diabetes, og målet om velbehandlet diabetes har gjort, at der konstant søges nye muligheder. Der er dog stadig rum for nye løsninger:

Der forekommer blandt andet et behov for konkrete løsninger og teknologier, der kan understøtte personen med diabetes i at kontrollere og holde et stabilt blodsukkerniveau med mindst mulig forstyrrelse af personens hverdag. Det er vigtigt at tage højde for, at teknologien hjælper personen med at håndtere sin diabetes konstruktivt, så teknologien ikke er med til at fastholde personens angst eller er med til at øge denne.

Derudover findes en række psykosociale aspekter, der også er værd at overveje for både personen med diabetes og for dennes omgivelser. Foruden angsten hos personen med diabetes kan personens netværk og omgivelser frygte for personens helbred, og om de selv har viden nok til at kunne hjælpe, hvis der skulle opstå et tilfælde med hypoglykæmi. Det kan også få betydning for personens sociale liv, hvis personens omgivelser af den grund tager afstand fra personen. Det kan derfor være relevant at overveje, hvordan der kan skabes bedre forudsætninger for både personen med diabetes og personens omgivelser til at håndtere frygt og usikkerhed forbundet med risikoen for hypoglykæmi eksempelvis ved brug af konkrete redskaber.

Sara Emilie Troelsdatter

23 81 65 59

seha@ucl.dk

 

Mette Damkjær Syse

61 30 99 19

mette.syse@rsyd.dk