banner

Mejeriteknolog


Uddannelsen til mejeriteknolog er for dig, der interesserer dig for produktionsoptimering, produktudvikling, ledelse og planlægning inden for mejeriområdet. Der er tale om en uddannelse, hvor du lærer at varetage opgaver inden for mejeriindustrien i forbindelse med produktion og produktionsplanlægning samt udvikling af produktioner og processer. 

Fagområder

På uddannelsen lærer du at angribe problemstillinger systematisk. Du kvalificerer dig til at arbejde analytisk og kreativt med udvikling af nye mejeriprodukter. Samtidig lærer du at arbejde systematisk med at sikre, at produkterne lever op til gældende lovgivning inden for fødevareområdet.
Der undervises i følgende fag:

  • Mælkekemi
  • mikrobiologi
  • Råvarekvalitet
  • Produktteknologi og produktion
  • Mejeriprocesanlæg, miljø- og bygningsteknik
  • Projektstyring
  • Kvalitets- og miljøstyring
  • Økonomi og ledelse

Virksomhedsophold

Mod slutningen af uddannelsen skal du gennemføre et virksomhedsophold på 3 måneder. Her får du mulighed for i praksis at afprøve det du har lært på skolebænken. Samtidig får du et mere realistisk billede af de opgaver, en mejeriteknolog kan komme til at arbejde med.

Afslutningsprojekt

Sidste del af uddannelsen er et afslutningsprojekt med selvvalgt emne. Det udføres som oftest i samarbejde med en virksomhed – gerne i den virksomhed, hvor du lige har været i virksomhedsophold.

Jobmuligheder

Som mejeriteknolog har du mange jobmuligheder inden for mejeriindustrien, maskinfabrikker, salgsorganisationer og producenter af ingredienser til fødevareindustrien - både i Danmark og i udlandet.
Mejeriteknologer arbejder med produktion og udvikling af mejeriprodukter. Planlægning af den daglige produktion herunder bedømmelse af mejeriprodukter. Kvalitetskontrol og opfølgning på fødevaresikkerheden, projektering af nye mejerianlæg eller salg og opstart af mejerianlæg i Danmark og udlandet.