Sebastian og hans medstuderende hjælper Løvens Hule-virksomhed

Studerende på markedsføringsøkonomuddannelsen hjælper design og møbelvirksomheden Ildbordet med at vokse deres forretning og indtage nye markeder i løbet af 3 måneders projektsamarbejde.

Sebastian og hans gruppe i Ildbordets showroom i Aarhus.

Kan en flok studerende på første semester egentligt lære en succesfuld iværksættervirksomhed noget? Og vel mærke en virksomhed, der allerede har fart på væksten og en af Danmarks mest succesfuld iværksættere med ombord som investor?

Ja, det mener de på markedsføringsøkonomuddannelsen på UCL.

I løbet af de næste 3 måneder skal Sebastian og resten af de studerende arbejde med at analysere, indsamle data og komme med et bud på, hvordan Ildbordet kan tage næste skridt og udvide forretningen til nye markeder.

Vi har fulgt Sebastian og hans gruppe hele vejen fra første møde med virksomheden til den afsluttende præsentation af resultaterne i Ildbordets showroom i Aarhus.

November: Mødet med virksomheden

Det er november og projektet bliver kickstartet på UCLs campus på Seebladsgade med en præsentation af Malthe og Sofia, der er duoen, der står bag Ildbordet.

Sebastian holder sig ikke tilbage og har forberedt spørgsmål til Malthe og Sofia fra designvirksomheden Ildbordet.

På første række i auditoriet sidder Sebastian sammen med resten af sin gruppe, der består af Anne-Katrine, Caroline, Stina og Oscar.

Gruppen lytter opmærksomt og suger til sig for at blive klogere på virksomheden.

Sammen med de andre grupper i lokalet får de en masse information og får lejlighed til at stille spørgsmål til Malthe og Sofia om deres nuværende situation og fremtidige planer for virksomheden.

Hvor meget omsætter virksomheden for?

Hvem er de primære konkurrenter?

Hvilke lande drømmer de unge iværksættere om at udvide forretningen til?

Det er blot nogle af de spørgsmål, som de studerende får svar på og som de skal bruge som udgangspunkt for deres arbejde i grupperne i løbet af de 3 måneder.

Omkring 100 studerende er til stede i auditoriet på UCL's campus på Seebladsgade, hvor de lytter til Ildbordets præsentation.

Ildbordet: ”det er en ære at blive spurgt”

Sofia fra Ildbordet er imponeret over de mange gode spørgsmål, som de studerende kommer med.

- Der er jo mange kloge hoveder blandt de studerende, og derfor er vi også superåbne for, hvad de kommer med af idéer til os.

- Jeg har jo selv læst markedsføringsøkonom, og jeg synes virkelig, det er en fed uddannelse. Jeg bruger det, jeg har lært hver eneste dag.

Sofia og Malthe fortæller om den rejse, de har været på, siden de producerede deres første borde tilbage i sommeren 2021 og senere var med i Løvens Hule i 2022.

Malthe og Sofia var da heller ikke i tvivl om, hvad de skulle svare, da de fik tilbuddet om at samarbejde med UCL.

- Det er en ære at blive spurgt. Jeg vil også gerne vise de studerende, at man godt kan blive en del af noget større, selv om man tager en kortere uddannelse. Det er passion og personlighed, der baner vejen, siger Sofie.

December: Research, analyse og indsamling af data

Det er blevet december, og de studerende er ca. halvvejs i projektet.

Sebastian og resten af gruppen har arbejdet målrettet med deres opgave i over en måned. Gruppen har kigget på, hvordan Ildbordet kan tredoble sin omsætning i 2023.

Det er vigtigt, at der altid er plads til at have det sjovt, når Anne-Katrine (tv), Sebastian (th) og resten af gruppen mødes for at arbejde med projektet.

Gruppen er kommet godt fra start, og de har lavet en masse research, indsamlet data og analyseret resultaterne. De har både undersøgt branchen og målgruppen i detaljer, og har bl.a. været ude og tale med potentielle kunder.

- Vi startede med at overveje, hvilke analyser og modeller vi ville bruge. Vi har været meget rundt på nettet og Danmarks Statistik har været god ved os, fortæller Caroline med et smil.

Oscar, Stina og Caroline arbejder koncentreret.

- Ja, jeg tror, det er første gang, jeg prøver at bruge både 2. og 3. side på Google. Så vi er virkelig kommet godt rundt, supplerer Sebastian.

- Derefter lavede vi en tidsplan, for hver dag, så vi har overblik over, hvad vi skal nå, fortæller Anne-Kathrine.

- Det kan også motivere en, hver gang man kan sætte et flueben, siger Sebastian.

Januar: Præsentation i Aarhus

Det er januar, og det er blevet tid til at afslutte projektet.

I løbet af de sidste 3 måneder har de studerende arbejdet hårdt på deres opgaver. De 6 bedste grupper er fundet. Og de har alle fået en invitation til at præsentere deres opgaver for Sofia og Malthe i virksomhedens showroom i Aarhus.

Sebastian og hans gruppe er blandt de 6 udvalgte grupper, og de glæder sig til at præsentere deres idéer.

Sebastian (tv) og Oscar (th) bruger busturen til at få styr på de sidste deltaljer til præsentationen.

Tæt løb i finalen

Sebastians gruppe er den næstsidste gruppe, der skal præsentere deres opgave og det er Sebastian og Oscar, der har fået æren af at præsentere resultaterne. 

Oscar (tv) og Sebastian (th) præsenterer gruppens resultater.

Præsentationen går som planlagt og både underviserne på uddannelsen og Sofia og Malthe roser gruppen for en gennemarbejdet opgave.

Det er tæt løb, og gruppen får en samlet andenplads.

De studerendes underviser Torben (tv) lytter til de studerendes præsentationer sammen med Sofia og Malthe (th) fra Ildbordet.

Sebastian og resten af gruppen er glade for at være færdige og synes, de har fået meget ud af forløbet.

- Det bekræfter en i, at man er det rigtige sted. Én ting er, at man bruger lang tid på en opgave, og selv er tilfreds med resultatet. Noget andet er, at dem, man laver det for, også synes godt om det. Så er det det hele værd, siger Sebastian.